Overarbejde og merarbejde

Din leder har ret til at pålægge dig mer- eller overarbejde i særlige tilfælde. Det vil sige, at du ikke uden acceptabel grund kan afvise merarbejde eller overarbejde. Hvis du som deltidsansat ofte påtager dig merarbejde, har du ret til at få ændret dit ansættelsesbevis, så det afspejler din reelle ugentlige arbejdstid.

Det er en god idé at kontakte din tillidsrepræsentant eller din lokale FOA-fagforening, hvis du ønsker at komme op i tid. Det er nemlig kun de ugentlige timer i dit ansættelsesbrev, der er udgangspunktet for beregningen af din løn under sygdom og barsel, idet merarbejde kun honoreres når det er udført.

  • Hvis du arbejder ud over de normale timer i et fuldtidsjob, er det overarbejde. Det vil sige, at det er overarbejde, hvis du på en arbejdsdag arbejder længere end planlagt, eller hvis du i norm- eller opgørelsesperioden arbejder mere end 37 timer pr. uge.

  • Hvis du er deltidsansat, er dine ekstra timer op til fuldtidsnormen en bestemt arbejdsdag eller op til 37 ugentlige timer i gennemsnit merarbejde.

  • Du får tillæg for overarbejde. Tillægget fremgår af din overenskomst eller din arbejdstidsaftale. 

  • Merarbejde får du din sædvanlige timeløn for.

  • Overarbejde du har ønsket at påtage dig, kan aflønnes som merarbejde, altså uden tillæg for overarbejde, hvis der er en lokal aftale om frivilligt ekstraarbejde.

  • Det er op til din arbejdsgiver, om dit pålagte overarbejde afvikles som frihed, eller du får overarbejdet udbetalt. Tillægget fremgår af din overenskomst.

  • Hvis du skal afspadsere dit overarbejde, afspadserer du så vidt muligt i hele arbejdsdage.

  • Hvis din leder ønsker, at du skal påtage dig over- eller merarbejde, skal du typisk have besked med et vist varsel. Varslet fremgår i så fald af din arbejdstidsaftale. Hvis du varsles senere end varslet i din arbejdstidsaftale, har du ret til et tillæg. Tillægget fremgår af din overenskomst.

   

Skal du altid sige ja til mer- eller overarbejde? 

  • Hvis du nægter mer- eller overarbejde uden acceptabel grund, kan du risikere en sag om arbejdsvægring og i sidste ende bortvisning.

  • Hvis du af personlige grunde ikke kan sige ja til mer- eller overarbejde, må du give en acceptabel grund. Du må for eksempel gøre din leder opmærksom på, at du ikke kan arrangere børnepasning med det varsel, du har fået. Kontakt din tillidsrepræsentant eller din lokale FOA-fagforening, hvis du er i tvivl om, hvad der er en acceptabel grund.

  • Du kan blive pålagt overarbejde eller arbejde ekstra, men du må ikke henover en periode på 4 måneder arbejde mere end i gennemsnit 48 timer om ugen, heller ikke hvis der er tale om frivilligt overarbejde. Hvis du har to jobs, må du heller ikke samlet set arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit. 48-timers reglen er fastlagt ved lov på baggrund af et EU-direktiv.

Vær også opmærksom på, at feriepenge af merarbejde optjenes og udbetales separat. Feriegodtgørelse af overarbejde udbetales kun såfremt man inden ferieårets begyndelse har meddelt arbejdsgiver, at man ønsker at få feriegodtgørelse udbetalt i stedet for ferie med løn og særlig feriegodtgørelse. Se nærmere herom i ferieaftalerne - se afsnit om ferie.

Bliv medlem af FOA

Der er mange arbejdstidsregler at holde styr på. Vi er eksperter på dine rettigheder i forhold til fx vagtplanlægning, overarbejde og tillæg, så lad os hjælpe dig.