Pressemeddelelse

FOAs hovedbestyrelse anbefaler et ja til de nye overenskomster

På et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde har et stort flertal i FOAs hovedbestyrelse besluttet at anbefale FOAs medlemmer at stemme ja til de nye overenskomster.

”Jeg er meget, meget stolt af det resultat, vi har forhandlet hjem til vores medlemmer. Alle FOAs faggrupper kan se frem til reallønsfremgang, vi løfter de lavest lønnede grupper, vi sikrer bedre uddannelsesmuligheder for en lang række af vores medlemmer, og jeg kunne blive ved. Det her er et historisk godt resultat,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.

Medlemmerne har krævet højere løn
FOAs medlemmer har frem mod overenskomstforhandlingernes start indsendt mere end 4.000 krav. Heraf handlede de fleste om, at lønnen skulle hæves. Det er disse krav, der har været omdrejningspunktet for FOAs forhandlere, siger Mona Striib.

”Højere løn har været det altoverskyggende krav fra vores medlemmer, og det har vi i dén grad leveret på. Vi har sikret medlemmerne de største lønstigninger i over 30 år, og det er meget svært ikke at være tilfreds med som forhandler,” siger hun.

Endnu mangler enkelte mindre områder at komme endelig på plads. Derefter skal medlemmerne tage stilling til forligene ved urafstemning. Tidspunktet for dette er endnu ikke fastlagt.

Læs mere om de forskellige forlig på FOAs hjemmeside og på Fagbladet FOAs temaside om OK24.


Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning